Referat af møde med Søren Windell

Referat af møde den 17. November 2022 mellem repræsentanter for Den Grønne Ring og Rådmand for By- og Kultur forvaltningen i Odense KommuneSøren Windell

Repræsentanter for Den Grønne Ring: Lone Jørgensen og Marlene Pedersen, Ravnebjerg, Else Mortensen, Brændekilde og Zofuz Knudsen og Poul Kirk, Holmstrup, havde inden mødet sendt et oplæg til drøftelse på mødet om de emner, der trænger sig på i øjeblikket i vores tre landsbyer: Henvendelse til kommunen om Den Grønne Ring – Holmstrup-Fyn

Mødets dagsorden var følgende:

  • De tre nye transformerstationer med den foreslåede placering på Ruegyden
  • Den nye motorvejsafkørsel fra E20 på Sanderumvej med tilkørsel til Logistikcentret/GASA/Alex Andersen. Samt om hvilke planer Odense kommune har for en tilkørsel til den fremtidige pendlerparkeringsplads ved Holmstrup Station
  • Ravnebjerggyden er i den kommunale planlægning tænkt ind som en hovedfærdselsåre i vores område, hvilket vil give en voldsom påvirkning af landsbylivet i og omkring Ravnebjerg
  • Konsekvenser af en eventuel fremtidig Ring 3 og tilkørsel til E-20
  • Infrastrukturelle konsekvenser for Den Grønne Ring i forbindelse med Odense byråds planer om at lave et nyt industriområde i Odense V

Særligt presserende for os var spørgsmålet om placeringen af den nye transformatorstation jf. pkt. 1. Energinet og Odense kommune foreslår en placering mellem Ruegyden og logistikcentret, På mødet kom det frem, at denne placering sikkert bliver den løsning, der i starten af 2023 bliver sendt til høring hos borgerne i vort område. Vi understregede selvfølgelig problematikken ved at placere et 13 ha. stort anlæg så tæt på Holmstrup og Højme, med alle de negative konsekvenser, det vil have for naboerne. MEN hvis forslaget bliver sendt i høring, vil vi kræve, at anlægget bliver gravet ned, idet der er ca. 4 meter til grundvandet i området. Samtidigt vil vi kræve, at der bliver opført volde omkring anlægget på ca. 6-8 meter for at afbøde de værste gener fra anlægget. 
Vi holder øje med den videre proces og melder ud, når der er nyt i sagen. 
 
Vedr. pkt. 2: Den nye motorvejsafkørsel fra E20 på Sanderumvej med tilkørsel til Logistikcentret/GASA/Alex Andersen. Her var svaret fra kommunen, at sagen pt. lå i statslig regi. Vi påpegede vigtigheden af, at en tilkørsel til den fremtidige pendlerparkeringsplads ved Holmstrup Station tænkes ind i de fremtidige planer for en ny afkørsel mellem Odense V og Odense SV.
 
Til vores store overraskelse meddelte rådmand Søren Windell, at togdriften IKKE (hverken den nutidige eller den fremtidige) indgår i Odense kommunes strategiplan for reduktionen af CO2-udledningen i fremtidens Odense. Dermed havde rådmanden ikke den store interesse i udviklingen af Holmstrup som pendlerstation. Efterfølgende bekræftede projektleder Stine Grønbæk fra Klima- og miljøforvaltningen i Odense, rådmandens standpunkt, da hun i en mail til os skrev:
“Når de to togstrækninger ikke eksplicit nævnt i klimahandlingsplanen, er det ikke fordi kommunen ikke tænker, at der kan lægge noget potentiale i dem” Senere i mailen skrev Stine Grønbæk: “Udviklingen af det fynske S-togsnet ligger hos Byregion Fyn, hvor også Infrastrukturstrategi Fyn 2017-35 har hjemme, så jeg kan ikke uddybe, hvor arbejdet med et muligt fynsk S-togsnet er”
 
Vi tog derfor efterfølgende kontakt til Byregion Fyn og udtrykte vores bekymring over, at den nyligt vedtagne grønne handlingsplan for Odense kommune IKKE nævner hverken Svendborgbanen eller Vestfynsbanen i forbindelse med fremtidens grønne mobilitetsløsninger for Odense – Danmarks grønneste storby. Du kan læse Odenses nye Grønne Klimahandleplan her:
https://www.odense.dk/byens-udvikling/klima/klimaneutral-2030

Den 13. januar skrev sekretariatsleder for Byregion Fyn, Louise Hansen, følgende til os: “Ambitionen om etablering af et ”Fynsk S-tog”, hvor Vestfynbanen indgår, er i høj grad en prioritet i det fælles fynske samarbejde. Det er en af de fælles prioriteringer på infrastrukturområdet, som de fynske borgmestre i enighed har vedtaget at prioritere højt i 2023. Der er derfor nedsat en arbejdsgruppe, med deltagere fra Middelfart, Assens, Faaborg-Midtfyn og Odense, som inden sommerferien kommer med et konkret forslag til udformning af det fynske S-tog og oplæg til interessevaretagelse. Arbejdsgruppen arbejder med strækningerne fra Svendborg – Odense – Middelfart – Fredericia videre mod Vejle og Kolding, samt korrespondancen med de landsdækkende tog, bus og letbane. Ud over tekniske undersøgelser vil der også blive undersøgt, hvilke samarbejdsrelationer, som kan inddrages i interessevaretagelsen. Jeg uddyber meget gerne – evt. ved et møde. Lad mig endelig vide, hvis det er relevant”
 
Byregion Fyn er det fælles fynske samarbejde om den fremtidige infrastruktur for hele Fyn, udarbejdet af alle de 10 fynske borgmesterforvaltninger. Den gældende vision er beskrevet i “Fyn i bevægelse” fra 2014. https://www.byregionfyn.dk/om-byregion-fyn/publikationer/infrastrukturstrategi-fyn-2017-35 . 
Det var godt at få bekræftet, at denne strategiplan med Holmstrup som nye pendlerstation fra 2028 stadigvæk er i spil.
Det er tankevækkende, hvor lidt By- og kulturforvaltningen og rådmand Søren Windell inddrager Byregion Fyns planer i Odense kommune klimaplaner. 
 
Vi fortsætter vores lobbyarbejde i relation til Holmstrup som fremtidigt pendlerstation fra 2028, sikringen af en ny tilkørselsvej fra E20 til den kommende pendlerparkeringsplads, sikring af de bløde trafikanter på Ravnebjerggyden og Sanderumvej, med etableringen af gå- og cykelstier langs vejen og krav til afbødning af de negative konsekvenser ved en fremtidig transformatorstation i vores område. 
 
Vi gjorde igen opmærksom på – jf. pkt.3 – både de nuværende udfordringer for de bløde trafikanter på Ravnebjerggyden og de fremtidige problematikker for Ravnebjerg. Såfremt Ravnebjerggyden bliver tiltænkt en større rolle som adgangsvej til Holmstrup station og erhvervsvirksomhederne i yderkanten af Den Grønne Ring. Kommunen tog vores synspunkter ad notam.
 
Der er ikke i Odense byråd enighed om anlæggelse af en fremtidig Ring 3, fra E20 til Beldringe, jf. pkt. 4. i vores oplæg til mødet. Det er ikke uvæsentlig for Den Grønne Ring, hvordan denne sag udvikler sig, da det tidligere har været arbejdet med en afkørsel fra E20 øst for Ravnebjerg, hvilket vil vi store konsekvenser for dette område.
 
Kommunen havde ikke noget nyt vedr. planerne for et fremtidigt stort industriområde i Odense V som kan få betydning for Den Grønne Ring – jf. pkt. 5 i oplægget til mødet. Læs om projektet her: https://fyens.dk/odense/tietgenbyen-faar-en-lillebror-i-den-anden-ende-af-byen-det-bliver-en-lang-foedsel-men-undfangelsen-er-sket
 
I forhold til Odense kommune, vil vi fortsat følge med i, hvad der sker vedr. vores fem punkter. Vi ønsker også i fremtiden at være en positiv og konstruktiv medspiller, for at sikre at vores område stadigvæk kan vore Odenses ”Grønne Ring”. 

De venligste hilsner fra

Lone Jørgensen, Ravnebjerg
Marlene Pedersen, Ravnebjerg
Gerda Hansen, Brændekilde
Else Mortensen, Brændekilde
Poul Kirk, Holmstrup
Zofuz Knudsen, Holmstrup