Pressemeddelelse omkring indvielsen af Asger M. Jensens Plads

PRESSEMEDDELELSE
Borgmester Peter Rahbæk Juel indvier ny plads ved stationen i Holmstrup

HOLMSTRUP: Den gamle stationsplads i Holmstrup skifter den 15. august navn til ”Asger M. Jensens Plads” efter byens driftige planteskoleavler, der for alvor satte byen på landkortet. Navneændringen er et led i byens bestræbelser på at skabe en hyggelig plads i hjertet af Holmstrup. Men byens borgere ser også navneskiftet som en mulighed for at sætte fokus på stationens potentiale som pendlerstation med langt flere togafgange til og fra Odense i fremtiden.

 

I starten af 1900-tallet blev der bygget en stationsbygning, der efter flere udvidelser endte med at blive Fyns næststørste i 1940´erne og 1950´erne med 17 ansatte. Stationen var på denne tid lidt større end stationen i Svendborg.

En af de største årsager til at Holmstrup kunne huse en så stor station, var Asger M. Jensens Planteskole, som var en stor eksportør af planter til hele Europa.

Asger M. Jensens planteskole var op gennem 30´erne og 40´erne Nordeuropas største med sine knap 300 tønder land store produktionsareal. Planteskolen havde høje ambitioner – man skulle kunne købe alt hos Asger M. Jensen!

På markerne ved Holmstrup blev blandt andet produceret en stor mængde særlige rosenarter, åkander og mange forskellige arter af Taks og Thuja. På den gamle planteskole blev der fremavlet en unik Thuja-sort, som i dag er kendt i hele verden. Sortens latinske navn er: Holmstrupii – opkaldt efter Holmstrup. På dansk kaldes den for Thuja Holmstrup.

Planteskolen 1961

Planteskolen, 1961

I 2017 kom Holmstrup igen på verdenskortet, da honningen fra kollektivet Solens Hjerte i Holmstrup for anden gang i træk kåret til verdens bedste honning ved biavlernes verdenskongres Apimondia i Istanbul, hvor over 10.000 biavlere mødtes til verdenskongres.  Honningen fra Holmstrup blev kåret som verdens bedste ud af over 500 deltagende honninger.

Holmstrup er nu kendt ude i den store verden, og i den fremtidige strategiplan for den kollektive trafik på Fyn: ”Fyn i bevægelse” spiller Holmstrup station igen en nøglerolle med bl.a. en ny motorvejsafkørsel til en mulig udviklingsterminal med flere hundrede p-pladser ved Holmstrup station. Den gamle DSB-grund kan i fremtiden rumme flere hundrede biler, som kan sikre en smidig adgang for pendlere til Odense og til resten af Danmark. Planen foreslår også en ny S-tog-linje fra henholdsvis Kolding og Fredericia til Odense med halvtimes drift. Endeligt omtales by-regionale cykelruter, som også kan få en afstikker til den mulige udviklingsterminal ved Holmstrup station.

-Med indvielsen af “Asger M. Jensens plads” vil byens borgere gøre borgmesteren opmærksom på stationens potentiale i fremtidens trafikplanlægning og står det til de lokale i Holmstrup, skal der i fremtiden stoppe langt flere tog netop her, siger Zofuz Knudsen, formand for Holmstrup beboerforening.

 

-Vi har længe ønsket at skabe et hyggeligt byrum med et miljø, der inviterer borgere og gæster i byen til samvær og hygge. Vi er glade for, at borgmester Peter Rahbæk Juel har takket ja til at deltage i indvielsesceremonien og være med til at hylde den lokale historie, som man kan møde alle vegne her i Holmstrup” siger Zofuz Knudsen og fortsætter ”Indvielsesceremonien den 15.8. kl 15.30 ved stationen i Holmstrup er åben for alle og beboerforeningen glæder sig til, sammen med borgmesteren, at lade fortiden møde nutiden ved indvielsen af Asger M. Jensens Plads.

 

Yderligere info:

Holmstrup Beboerforening

Kontaktperson: Zofuz Knudsen: Mail: zofuz1@gmail.com  eller mobil: 26 22 32 78

Vedhæftet:

  1. Historien om Holmstrup og Asger M. Jensen
  2. Holmstrup på det fynske landkort – side 48 fra ”Fyn i bevægelse”

Se endvidere: linket: Fyn i bevægelse – Infrastrukturstrategi Fyn 2017